/\

ANNONCE

Foto: Madklubben Aarhus

Mad & Drikke

5 nye steder, du skal prøve i Aarhus

Der vrimler med gode spisesteder i Aarhus, og der kommer hele tiden flere til. Vi har været i Smilets By og fundet en håndfuld nye steder, du skal kende – fra barer og bistroer til social og fine dining.

Hvis man tror, at Aarhus hviler på laurbærrene efter de seneste års spotlight som Europæisk kulturby, Europæisk gastroregion og Lonely Planet-favorit, må man tro om igen. Danmarks flinkeste storby fortsætter med at forny sig, også på madscenen. Her er fem nye favoritter, du skal besøge i Aarhus.

Geogiske khinkali-dumplings. Foto: Bardok

Bardok

Gutterne bag det nu hedengangne Sårt, har taget deres gode, hjemmelavede charcuteri med til deres uortodokse bistro-bar Bardok, der også gør det i livretter fra Kaukasus, Anatolien og andre eksotiske egne. Og uanset om man vil gå ombord i de georgiske khinkali-dumplings eller en gang burrata med polsk boghvedehonning og nduja, kan man være sikker på, at Bardok ligger inde med en vild vin og det, der er stærkere at skylle ned med.

Bardok

Åboulevarden 51

Vis på kort

Foto: Madklubben Aarhus

Madklubben Aarhus

Madklubben står for god mad i flotte omgivelser til overkommelige priser. Det koncept lever de til fulde op til i den nye Aarhus-filial, der har til huse i det gamle Toldkammer, en af byens fineste, historiske bygninger. Madklubben er et hit for de fleste med veltillavede crowd pleasere som rørt tatar, bøf bearnaise og grillet gris, og det føles unægtelig som lidt af et scoop at sidde med udsigt over vandet og kunne spise 3 retter til en samlet pris af 225 DKK.

Madklubben

Hack Kampmanns Plads 1-3

Vis på kort

Pasta til perfetion på Prezzemolo. Foto: Prezzemolo

Lille, god italiener

I hippe, kvalitetsbevidste Jægergårdsgade ligger det lille, italienske osteria Prezzemolo, der var blandt de nominerede til Årets Bistro/Trattoria i 2019. Prezzemolos menu skifter efter årstiden og tilbyder et beskedent udvalg af retter. Til gengæld får man førsteklasses kvalitet, uanset om det gælder mozzarellaen, den hjemmelavede pasta, eller den prisbelønnede salami. Sid udenfor, hvis vejret er godt eller bliv inde og se kokken knokle i det åbne køkken.

Osteria Prezzemolo

Jægergårdsgade 85

Vis på kort

Cocktails og social dining er et prisvindende koncept hos Syv Ni 13. Foto: Syv Ni 13

Syv Ni 13

Syv Ni 13 på Frederiksgade åbnede i oktober sidste år og er allerede en lokal favorit. Faktisk er stedets nordiske social dining og cocktails-koncept så populært, at det har fået Smag Aarhus-prisen for Bedste Nye Spisested 2020. Bag succesen står et hold unge kokke, der har ville skabe et sted med stil, social interaktion og gode spiseoplevelser, men hvor priserne ikke er højere, end at man stadig kan gå ud at spise en tirsdag aften. Vælg enkelte retter eller gå all-in med deres 7-retters smagemenu til 373 DKK pr. person.

Restaurant Syv Ni 13

Frederiksgade 74

Vis på kort

Atrium

Folkene bag mondæne Hotel Royals nye restaurant Atrium er ingen ringere end Søren Jakobsen og William Jørgensen, kokkene bag Michelin-restauranten Gastromé. Med et lækkert nyt interiør, cocktailbar og udeservering på domkirketorvet byder de byen indenfor med en menu, der som på Gastromé er klassisk fransk køkken på højt niveau med et skud dansk inspiration. Og selvfølgelig en drink i civiliserede rammer før eller efter maden.

Atrium

Store Torv 4, Aarhus

Vis på kort

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk